Kognition betyder tænkning og inddrager opfattelsesprocessen i bred forstand, herunder både de emotionelle og ikke-bevidste processer ved tænkningen.
Den kognitive model gør rede for, hvorledes mennesket er et fortolkende væsen, der altid er i færd med at forstå og skabe et billede af sin virkelighed.
Sammenhængen mellem tænkning, følelser og handling kan lede til automatiserede onde spiraler, når vi af forskellige grunde kommer under pres.
Når det tænkte billede af virkeligheden og ’den virkelige’ virkelighed ikke passer godt sammen, kommer vores evne til realistisk handling ud af kurs.
I pressede situationer gentager vi uhensigtsmæssige handlemønstre, vi indlærte i tidlige problemsituationer. Onde spiraler er delvis ikke-bevidste og indebærer aktiveringen af negative, automatiske tankemønstre fra tidlige problemsituationer, som passer dårligt til forståelsen af nutidens problemer.
Som psykolog og kognitiv psykoterapeut arbejder jeg både med kognitiv terapi (herunder skema terapi), kognitiv adfærdsterapi og mindfulness baseret kognitiv terapi. Disse processer kan indgå i en enhed, men kan også ses som adskilte processer med samme frigørende sigte. Gæster i min konsultation arbejder gerne med en eller flere af disse processer, der kombineres på individuelt tilpassede måder.
I kognitiv terapi arbejder vi med omstrukturering af problemets ofte meget urealistiske tankeindhold fx af en selvforkastende, depressiv eller angstvækkende karakter.
Forløbet kræver indsigt i tanker/følelser i de konkrete problemskabende situationer og deres sammenhænge til tidlige sårbare sider af personligheden.
I skema terapi går vi i dybden med disse sammenhænge, og du får et mere frigørende perspektiv på hele livshistorien, som du har med i bagagen.
Ved at inddrage de stærke sider af din personlighed bliver du i stand til at fortolke din livssituation tættere på virkeligheden og derigennem at ændre din fastlåste overbevisning om sandhedsværdien af de negative automatiske tanker, der gentager sårbare sider af din personlighed under pres.
Du lærer at forholde dig med grader af frihed til vanskelige tanker og følelser, så du ikke reagerer blindt og automatisk på dem.
I kognitiv adfærdsterapi lægges der vægt på, at du uden for samtalerummet kommer til at anvende nye måder at tænke på gennem ændringen af din adfærd. Nye positive måder at handle på ændrer meget overbevisende gamle negative tankemønstre.
Kognitiv terapi og kognitiv adfærdsterapi griber ind i hinanden på denne måde. Der er en selvforstærkende god cirkel i den personliggjorte indsigt i sammenhængen mellem tænkning, emotionalitet og handling.
Den gode cirkels fremdrift forstærkes i mindfulness baseret kognitiv terapi gennem den metodiske udvikling af koncentration og mindfulness (opmærksomt nærvær).
Men øget opmærksomhed skal ses som omdrejningspunktet i det hele taget i den kognitive tekniks terapier. Du bliver meget opmærksom på sammenhængen mellem tanker, følelser og det, du gør i konkrete situationer i dit liv.
Øget opmærksomhed bliver forudsætningen for at ændre din relation til problemet.
Det er en meget stor gevinst for den kognitive terapi, at den integrerer den buddhistiske opmærksomheds-meditation, vipassana, der er blevet kendt i vesten som mindfulness, og som kan anvendes på en videnskabelig gyldig basis i den terapeutiske sammenhæng.
Du kan bruge arbejdet med at ændre dine problemer til generelt at blive meget mere fokuseret nærværende i dit liv.